Gå til sidens indhold

Moms og ansatte i fokus for Skattestyrelsens besøg på Roskilde Festival

53 boder og forretninger på og omkring festivalområdet har i den seneste uge haft besøg af Skattestyrelsen. Det er især moms og ansættelsesforhold, der har haft Skattestyrelsens opmærksomhed. 38 boder og virksomheder kan se frem til opfølgende besøg eller kontrol.

20180704_112712.jpg
Skattestyrelsen på Roskilde Festival

Både før og under årets Roskilde Festival har medarbejdere fra Skattestyrelsen været på besøg hos 53 boder og forretninger på og omkring festivalområdet.

- På selve festivalpladsen har vi haft et særligt fokus på de udenlandske boder. Men ellers har vi generelt haft fokus på, at virksomhederne er momsregistrerede, og at de afregner korrekt skat og moms. Det gør vi for at undgå unfair konkurrence over for de boder og virksomheder, der har styr på tingene, siger Ernst O. Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen, og fortsætter:

- Vi har også i år haft et godt samarbejde med festivalen. De har sørget for, at udenlandske boder har fået udleveret vores informationer om kravene til momsregistrering mv. Så alle de udenlandske boder på pladsen, har kendt til reglerne inden festivalen startede.

I alt har Skattestyrelsen besøgt 53 boder og forretninger og talt med 128 tilknyttede medarbejdere. Fem af stederne var ikke registreret som arbejdsgivere, selv om der var aktivitet fra ansatte. De pågældende virksomheder og boder fik hjælp fra Skattestyrelsen til at blive registreret. I flere tilfælde var der desuden tvivl om ansættelsesforholdene, og derfor er fem virksomheder blevet pålagt at føre logbog. En logbog er en skærpet registreringspligt af ansatte.

- Kontrollerne foregår normalt stille og roligt. Vi spørger ind til momsregistrering, ansættelsesforhold og bogføring. Hvis der ikke er styr på tingene, går vi i dialog med virksomhedsejeren om at få rettet op på manglerne, fortæller Ernst Nielsen.

Skattestyrelsen mødte i alt 10 medarbejdere, der var på overførselsindkomst. De har fået hjælp til at orientere myndighederne om, at de er kommet i arbejde.

Gæld fra sidste år indfriet
En udenlandsk ejet bod på festivalen kunne ikke momsregistreres, da virksomheden havde gæld til det offentlige på 60.000 kr. fra sidste års festival.

- Når man har gæld til det offentlige, kan man ikke blive momsregistreret. Hvis virksomheden ikke kunne betale deres gæld med det samme, så var vi blevet nødt til at lukke den. Men det blev heldigvis ikke nødvendigt, da gælden straks blev betalt, fortæller Ernst O. Nielsen.

Kontantfri festival
Roskilde Festival er fra 2017 gjort kontantfri på festivalområdet. Det betyder, at al handel foregår elektronisk. Hvor det tidligere kunne være vanskeligt for Skattestyrelsen at kontrollere bodernes og forretningernes oplyste omsætning, giver den kontantfri betaling mulighed for at se, hvad der konkret er blevet omsat for.

 - Oplysningerne om omsætning er vigtig for os, da de er med til at sikre, at især udenlandske virksomheder, der kun er til stede i Danmark under festivalen, får afregnet moms korrekt, siger Ernst Nielsen.

Efter ugens aktion vil Skattestyrelsen undersøge forholdene nærmere hos 38 af de besøgte boder og forretninger.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen er fra 1. juli 2018 en selvstændig styrelse under den samlede Skatteforvaltning. Skattestyrelsen skal sikre, at borgere og virksomheder betaler de korrekte skatte og afgifter til tiden.

Yderligere oplysninger: Journalister: 72 37 09 00; Borgere og virksomheder: 72 22 18 18