Gå til sidens indhold

For sen selvangivelse kan koste borgerne dyrt

Sidste frist for at aflevere oplysningsskemaet – tidligere kendt som selvangivelsen - er 1. juli for de 480.000 borgere, der driver virksomhed eller har indtægter fra udlandet. Sidste år afleverede 34.000 borgere for sent. Det kostede dem samlet set 75 millioner kr. i skattetillæg.

Det er endnu ikke for sent for de ca. 120.000 borgere, der driver virksomhed eller har indtægter fra udlandet, og som endnu ikke har afleveret deres selvangivelse. Fristen er den 1. juli – og gør man det inden da, slipper man for at betale en ekstraskat - det såkaldte skattetillæg.

- Lige nu mangler omkring 120.000 borgere at aflevere oplysningsskemaet. Der er stadig nogle dage til fristen for at aflevere oplysningsskemaet, så vi håber og tror på, at langt de fleste når det. Men der er hvert år en gruppe borgere, som afleverer for sent, og det kan koste dem unødige ekstra penge, fortæller Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Sidste år afleverede 34.000 borgere den tidligere selvangivelse for sent. Hvis oplysningsskemaet ikke er afleveret senest den 1. juli, bliver borgerne pålagt et såkaldt skattetillæg, der – afhængigt af indtægten – udgør op til 200 kr., for hver dag fristen overskrides. De borgere, der sidste år ikke fik selvangivet til tiden, er samlet set blevet opkrævet 75 millioner kr. i skattetillæg.

- Afleverer man oplysningsskemaet for sent, så beregner vi automatisk et såkaldt skattetillæg, der afhænger af ens indtægt, og hvor mange dage oplysningsskemaet er forsinket. Det er ærgerlige penge at skulle af med, så jeg kan kun opfordre til, at man får afleveret oplysningsskemaet senest 1. juli, forklarer Karoline Klaksvig.

Skattetillægget kan maksimalt udgøre 5.000 kr. Afleveres oplysningsskemaet ikke, foretager Skattestyrelsen et skøn af den enkeltes indtægter og fradrag.

Fakta - Oplysningsskema
Fra og med i år har selvangivelsen ændret navn til Oplysningsskema. Opgaven og fristen er det samme – kun navnet er nyt.

  • Oplysningsskemaet – tidligere kendt som selvangivelsen - skal afleveres inden 1. juli af de 480.000 borgere, der driver virksomhed eller har indtægter fra udlandet. Ind til videre har 340.000 borgere indsendt oplysningsskemaet.
  • Borgere med enkle skatteforhold, som fx lønmodtagere og pensionister skal ikke aflevere et oplysningsskema. De modtog i stedet en årsopgørelse i marts måned.

Skattestyrelsen 
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818