Gyldig fra

Rykkerbreve får bilejere i Region Sjælland til at betale motorgæld på 21,6 mio. kr.

9.500 bilejere i Region Sjælland har fået brev fra Skattestyrelsen om manglende betaling af fx vægtafgift eller grøn ejerafgift. Det har givet 21,6 mio. kr. til statskassen. På landsplan har rykkerbrevene fået bilejerne til at betale gæld på 130 mio. kr. Regninger, der ikke bliver betalt, bliver oversendt til politiet, der kan klippe nummerpladerne.

I en periode på ca. 18 mdr. har Skattestyrelsen udsendt knap 9.500 varslingsbreve til bilejere i Region Sjælland med forfalden motorgæld. Varslingsbrevene har fået bilejerne i regionen til at nedbringe deres motorgæld til staten med 21,6 mio. kr.

Over hele landet har 50.000 bilejere siden foråret 2019 modtaget såkaldte varslingsbreve fra Skattestyrelsen, om at de mangler at betale motorafgifter som fx vægtafgift eller grøn ejerafgift. Varslingsbrevene minder om, at ubetalt gæld kan forårsage, at sagen i sidste ende sendes videre til politiet, der kan klippe nummerpladerne på bilen. Rykkerbrevene har i perioden ført til, at bilejerne på landsplan har betalt motorgæld for alt 130 mio. kr.

- Vores opgave er at sikre, at folk betaler, hvad de skylder til fællesskabet – hverken mere eller mindre. Det gælder også bilejerne. Vi startede derfor en fokuseret manuel indsats sidste år for at få borgere og virksomheder til at betale deres ubetalte regninger. Og vi kan se på tallene, at indsatsen virker, siger Peter Thorgaard, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

En del bilejere mangler dog stadig at betale, og Skattestyrelsen opfordrer derfor til, at man får betalte sine ubetalte regninger – i værste fald risikerer man, at politiet klipper køretøjets plader.

- Vi er ikke i mål med indsatsen endnu, men vi kan håndtere og oversende langt flere data ad gangen til politiet, end da vi startede i foråret 2019. Samtidigt tager vores indsats et step op, fordi vi snart kan udsende varslingsskrivelser om nummerpladeinddragelse løbende, når bilejere ikke betaler deres motorregninger, forklarer Peter Thorgaard.

Læs mere om Skattestyrelsens indsats om nummerpladeinddragelse 

Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818