Gyldig fra

Skattestyrelsen åbner hotline for at besvare virksomheders spørgsmål om coronapakke

Folketinget har netop vedtaget en hjælpepakke, der skal afbøde de negative økonomiske konsekvenser som følge af coronakrisen. Skattestyrelsen er derfor klar med information til erhvervslivet på skat.dk/corona og på en nyoprettet telefonlinje.

Folketinget har netop vedtaget en hjælpepakke, som bl.a. giver mulighed for at skubbe erhvervslivets frister for indbetaling af AM-bidrag, A- og B-skatter.

Tiltaget medfører naturligt en række praktiske spørgsmål hos danske virksomheder, og Skattestyrelsen er derfor klar med information om de mest presserende og aktuelle problemstillinger. Det sker bl.a. på en nyoprettet telefonlinje, som erhvervslivet kan benytte. Her kan virksomhederne hente information:

  • skat.dk/corona eller via sociale medier.
  • På telefon: 72 22 12 39 alle hverdage fra kl. 9-18.

- Vi forsøger at svare på alle relevante spørgsmål i denne specielle situation, og derfor opfordrer vi virksomheder til at hente information om konsekvenserne af hjælpepakkerne via skat.dk og på Skattestyrelsens sociale medieplatforme. Desuden har vi åbnet en særlig telefonlinje, som virksomhederne kan benytte. Her vil vores kundecentermedarbejdere besvare virksomhedernes spørgsmål i den aktuelle situation, siger Thomas Hjortenberg, fagdirektør i Erhverv i Skattestyrelsen.

Samtidig med den ekstra telefonlinje og vejledningsindsatsen har Skattestyrelsen skrevet direkte til 140.000 personligt ejede virksomheder, der på fredag skal indbetale den næste B-skatterate. Pointen er, at den enkelte virksomhedsejer, som måtte forvente, at årets overskud bortfalder eller væsentligt falder, kan nedjustere årets overskud via forskudsopgørelsen. For nogle vil det kunne betyde, at B-skatteraten for marts, som skal betales d. 20. marts, vil bortfalde.

Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på fra1til7.dk.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; virksomheder, tlf.: 7222 1239