Gyldig fra

Skattestyrelsen afviser beskyldninger

Flere medier bringer urigtige oplysninger og beskyldninger om talfusk i forbindelse med Skattestyrelsens forlig med 61 amerikanske pensionsplaner. Skattestyrelsen afviser på det skarpeste mediernes udlægning af forliget.

I TV2-programmet Operation X, som sendes 25. og 26. september 2019, fremgår det bl.a., at personer, som har været involveret i udbyttesagen om de 12,7 mia. kr., har fået tilbudt straffrihed og store rabatter. Samme historie er bragt af bl.a. Politiken. Det hævdes at være sket i forbindelse med det forlig om tilbagebetaling af 1,6 mia. kr., som er indgået med Skattestyrelsen den 29. maj i år. Skattestyrelsen afviser, at dette skulle være tilfældet.

Forligsparterne skulle ifølge medierne således været blevet tilbudt straffrihed undervejs i forhandlingsprocessen, hvis de tilbagebetaler det beløb, som de selv har modtaget.

Det er ikke korrekt, at et vilkår om straffrihed er blevet tilbudt som led i forligsforhandlingerne. Det blev der allerede oplyst om på et pressemøde i Skattestyrelsen den 16. september 2019. Her fastslog fagdirektør i Skattestyrelsen, Særlig Kontrol, Steen Bechmann Jacobsen, at en sådan aftale om straffrihed ikke er en mulighed efter dansk ret. Steen Bechmann Jacobsen oplyste også, at en række modparter – af en oprindelig større mulig forligskreds – tidligt i forhandlingsforløbet ytrede ønske om at lade straffrihed indgå som et forligsvilkår, men at et sådan ønske aldrig har været en mulighed. Skattestyrelsen kan supplerende oplyse, at forligsforhandlingerne med den større gruppe herefter i vinteren 2018 bl.a. blev afbrudt på grund af, at Skattestyrelsen ikke kunne acceptere modparternes fremsatte vilkår om straffrihed.

Medierne fremfører desuden, at forligsparterne har været involveret i at tilbagesøge ca. 4,1 mia. kr., og at der dermed er givet en rabat svarende til ca. 2,5 mia. kr. Denne oplysning er også forkert. Skattestyrelsen har flere gange afvist påstanden. Det samlede refusionsbeløb for de 61 pensionsplaner mv. er ca. 2,9 mia. kr.

- Der er ikke med dette tv-program kommet oplysninger frem, som er nye for os. Vi har ad flere omgange forklaret bl.a. TV2, hvordan dette – ret komplicerede – forlig er sat sammen. Det lader dog ikke til, at det er lykkes. Måske fordi vi i vores kommunikation er nødt til at overholde både vores tavshedspligt og den fortrolighed, som forliget er bygget på, siger direktør i Skattestyrelsen Merete Agergaard.

- Vi har selvfølgelig ikke oplyst forkerte tal. Det beløb, som de 61 amerikanske pensionsplaner, der er omfattet af forliget, samlet har søgt om i udbytteskatterefusion, er ikke ca. 4,1 mia. kr., men ca. 2,9 mia. kr. Forliget går ud på, at den del, som de enkelte forligsparter – direkte eller indirekte – har modtaget heraf, skal betales tilbage. Krone for krone, siger Steen Bechmann Jacobsen.  

Nogle forligsparter har – ud over at modtage en del af refusionsbeløbet på ca. 2,9 mia. kr. – også deltaget i tilbagesøgning af refusionsbeløb via 19 andre amerikanske pensionsplaner, som ikke er en del af forliget. Disse 19 pensionsplaner har selvstændigt tilbagesøgt ca. 1,2 mia. kr. Og lægger man dette tal oven i de ca. 2,9 mia. kr., som forliget vedrører, får man ca. 4,1 mia. kr.

De 19 pensionsplaner samt andre aktører, der har modtaget refusionsbeløb via disse pensionsplaner, vil blive eller er allerede sagsøgt for det beløb, de selvstændigt har modtaget eller tilbagesøgt.

- Påstanden fra bl.a. TV2 om, at disse 19 pensionsplaner er del af forliget, og at den samlede refusionssum dermed skulle være ca. 4,1 mia. kr., er forkert. Som sagt er vi i gang med at stævne pensionsplanerne og øvrige parter, der har været involveret i at tilbagesøge beløb via disse pensionsplaner. Fem af de 19 planer er allerede stævnet. Hvis de var forligsparter, havde vi jo ikke stævnet dem, siger Steen Bechmann Jacobsen.

Som Skattestyrelsen også tidligere har oplyst, har forligsparterne ikke med forliget forpligtet sig til at tilbagebetale det samlede refusionsbeløb på ca. 2,9 mia. kr., men alene det beløb, som parterne direkte eller indirekte har modtaget af den samlede refusionssum.

Forliget er udtryk for, at Skattestyrelsen har indvilliget i at standse retsforfølgningen mod kun disse forligsparter mod at få tilbagebetalt de 1,6 mia. kr., som de har modtaget, samt forligsparternes opfyldelse af de øvrige forpligtelser om samarbejde mv., der følger af forliget, og som styrker Skattestyrelsens muligheder for at retsforfølge de øvrige aktører i sagen for restbeløbet.

Det bemærkes hertil, at der ikke er tale om et skattekrav, men om et civilt søgsmål i anledning af et erstatningskrav. Skattestyrelsen har således ikke givet forligsparterne en positiv særbehandling i forhold til f.eks. danske skatteydere, som skylder i skat. 

- Skattestyrelsens opgave i denne konkrete sag er ikke at opkræve korrekte skatter eller afgifter eller at strafforfølge bagmænd, men at søge at få tilbageført så mange som muligt af de 12,7 mia. kr. til den danske stat. Det er det, forliget er udtryk for. Og forliget ændrer ikke på mulighederne for, at de ansvarlige gerningsmænd kan stilles til ansvar i det strafferetlige spor, som politiet i flere lande forfølger, siger Merete Agergaard.

Skattestyrelsen
Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT. Læs mere om de syv nye styrelser på www.fra1til7.dk

Yderligere oplysninger: Journalister: 7237 0900; Borgere og virksomheder: 7222 1818