Gyldig fra

Skattestyrelsen: Her er fradrag og indtægter, borgerne bør tjekke på årsopgørelsen

Siden fredag aften har mange borgere allerede set deres årsopgørelse. Skattestyrelsen opfordrer til, at man tjekker, at indtægter og fradrag står korrekt. Det gælder i år især kørselsfradraget.

Skattestyrelsen tester allerede her i weekenden systemerne, og derfor har 4,6 mio. borgere siden fredag aften haft mulighed for at se deres årsopgørelse.

- Vi får langt de fleste oplysninger automatisk, men vi ved ikke alt. Derfor er det vigtigt at tjekke, om man har ændringer eller tilføjelser til årsopgørelsen. Og i år er det særlig vigtigt at være opmærksom på sit kørselsfradrag, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Langt over en mio. danskere bruger i et normalt år kørselsfradraget for transport til arbejdet. Normalt overfører Skattestyrelsen automatisk kørselsfradraget fra det foregående år til årsopgørelsen for cirka en tredjedel af de cirka 1,2 millioner danskere, der bruger fradraget. I år skal pendlere selv angive kørselsfradraget, hvis de er berettiget til det.

- I 2020 er der mange, der har arbejdet mere hjemme, end de plejer. Det betyder, at mange ikke har ret til det samme kørselsfradrag, som de ville have ret til i et normalt år, da det kun er muligt at tage fradrag for de dage, hvor man rent faktisk har været på, siger Karoline Klaksvig.

Ud over kørselsfradraget bør man også være særligt opmærksom på, om man får indberettet fx håndværkerfradrag, indtægter fra deleøkonomi, aktier og investeringsbeviser samt børnebidrag.

Læs mere om de vigtige indtægter og fradrag 

Fradragstest

Skattestyrelsen er igen i år klar med en såkaldt fradragstest på skat.dk. I testen stiller Skattestyrelsen nogle få og enkle spørgsmål og præsenterer herefter information om de fradrag, der kan være relevante for den enkelte.

- Skat er ikke enkelt, men vores onlinebaserede fradragstest kan være en god hjælp, hvis man er i tvivl om, hvilke fradrag der kan være relevante.  Testen gør det let at finde rundt i fradragsmulighederne, så man får trukket det fra, man har krav på, siger Karoline Klaksvig.

Fradragstesten kan findes på skat.dk/fradragstest

Få hjælp på Facebook og Twitter

Skattestyrelsen sidder også klar til at svare på generelle spørgsmål i weekenden på Facebook, Twitter og via en chatfunktion på skat.dk. 

- Vi ved, at mange allerede her i weekenden har spørgsmål til deres årsopgørelse. Generelle spørgsmål sidder vi klar til at svare på. Alle får svar, og vi bestræber os på at svare så hurtigt, vi kan, men det er klart, at der er pres på her i åbningsfasen. Vi opfordrer derfor alle til at udvise tålmodighed, siger Karoline Klaksvig.

Skattestyrelsen svarer både lørdag og søndag på generelle spørgsmål mellem kl. 9.00 og 18.00.

Skattestyrelsen udbetaler i år overskydende skat fra 9. april. Sidste frist for ændringer til årsopgørelsen er 1. maj 2021.

Læs mere om årsopgørelsen

Om årsopgørelsen til borgerne: skat.dk/årsopgørelse 

Bag om årsopgørelsen – fakta og tal 

Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818