Gyldig fra

Undgå skattesmæk med udbetalte feriepenge – husk forskudsopgørelsen

Der er åbnet for anden runde af udbetalinger af feriepenge fra Lønmodtagernes Feriemidler, og Skattestyrelsen anbefaler, at udbetalingen bliver angivet på forskudsopgørelsen, ellers risikerer borgeren et skattesmæk

I disse dage søger mange borgere om at få udbetalt deres indefrosne feriepenge gennem Lønmodtagernes Feriemidler. Når pengene lander på bankkontoen opfordrer Skattestyrelsen til, at man tjekker om skatten er trukket – og om forskudsopgørelsen skal justeres efterfølgende.

- Vi oplevede ved forrige udbetalingsrunde i efteråret en del borgere, der ringede til Skattestyrelsen, fordi de var i tvivl om skatten i forbindelse med feriepenge. Vi fik også enkelte henvendelser, da årsopgørelsen åbnede for nylig, og derfor opfordrer vi til, at man tjekker sin forskudsopgørelse, hvis man vil undgå et skattesmæk, siger underdirektør Karoline Klaksvig, Skattestyrelsen.

I nogle tilfælde er der allerede betalt skat af de feriepenge, der bliver udbetalt – og så behøver borgerne ikke gøre noget. Er der allerede betalt skat af feriepengene, vil det fremgå, når man søger om udbetalingen. For alle andre anbefaler Skattestyrelsen, at man angiver det fulde beløb, man får udbetalt, på forskudsopgørelsen.

Hold øje med topskatten
Der er særligt en gruppe borgere, der skal huske at angive de indefrosne feriepenge.

- Hvis man betaler topskat, eller hvis man har en samlet indkomst lige under topskattegrænsen, er det særligt vigtigt at huske feriepengene på forskudsopgørelsen, ellers kan de give et skattesmæk, der kan mærkes, siger Karoline Klaksvig.

Indtægtsgrænsen for betaling af topskat i 2021 er på 592.174 kr. om året inklusive am-bidrag, det svarer til 49.348 kr. pr. måned. For borgere, der modtager pension eller andre offentlige ydelser, kan der derudover være særlige forhold omkring feriepengene og forskudsopgørelsen. Her bør man orientere sig hos den myndighed, der udbetaler ydelsen, hvis man angiver feriepenge på forskudsopgørelsen.

Læs mere om skatteforhold i forbindelse med feriepenge på skat.dk/corona-borger.

 Skattestyrelsen

Skattestyrelsen blev etableret den 1. juli 2018, da SKAT blev lukket og erstattet af syv nye styrelser. Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. Ved omtale, der vedrører perioden efter 1. juli 2018, vil det være faktuelt forkert at omtale Skattestyrelsen som SKAT.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere og virksomheder, tlf.: 7222 1818