Bliv professionsbachelor i skat
Skat er ikke enkelt. Men det er vigtigt. Derfor findes der en professionsbachelor i skat, du kan læse flere steder i landet.
Professionsbacheloruddannelsen i skat giver dig redskaber til at arbejde med skattefaglige, regnskabsfaglige og juridiske problemstillinger og opgaver.
Uddannelsen er forholdsvis ny, og nogle af de første færdiguddannede begyndte hos Skattestyrelsen i 2022. To af dem er Jessica, der arbejder i Frederikssund med arbejdsgiverkontrol og Camilla der arbejder med særlig kontrol i Taastrup. Begge oplever de fagligt udfordrende opgaver og gode kollegaer her i deres første job efter uddannelsen.
Om uddannelsen som professionsbachelor i skat
Professionsbachelor i skat er en videregående uddannelse på 3½ år, hvor du kan søge SU.
I uddannelsen indgår også et praktikforløb. Det kan fx være hos Skattestyrelsen, de andre styrelser i Skatteforvaltningen eller hos private virksomheder.
Uddannelsen udbydes på professionshøjskoler i København, Haderslev, Esbjerg, Odense, Herning og Randers samt som onlineforløb. Du kan læse mere om uddannelser på de forskellige uddannelsessteders hjemmesider:
Professionshøjskolen UC syd i Haderslev og Esbjerg
Professionshøjskolen VIA University College i Herning og Randers
Onlineforløb gennem professionshøjskolen VIA University College i Herning og Randers
Københavns professionshøjskole i København
Professionshøjskolen UCL i Odense
Sådan søger du
Ansøgning om optagelse sker, ligesom for andre videregående uddannelser, gennem optagelse.dk.
Du kan søge kvote 2 med frist i marts og kvote 1 med frist i juni.