Vi tager på kontrolbesøg hos virksomheder

Der er stort politisk fokus på at dæmme op for sort økonomi og social dumping. Derfor er der sat penge af på finansloven til at føre kontrol med virksomheder for et sikre, at de overholder den danske lovgivning.

Ricki Sloth er en af de medarbejdere i Skattestyrelsen, der er ansat til at føre kontrol med større erhvervsvirksomheder i Danmark

Efter tre år i Skattestyrelsens enhed, der foretager kontrol med social dumping på Sjælland, er Ricki Sloth stadig begejstret for sit arbejde. Han har en HD-uddannelse i Regnskab, som han tidligere har brugt i det private, hvor han har arbejdet med regnskab og revision. Han havde lyst til at prøve noget nyt og kunne se en mulighed for at kombinere sin erfaring med nye udviklingsmuligheder i stillingen som kontrolmedarbejder.

- Jeg har ikke fortrudt. Det er et utrolig spændende arbejde, jeg har. Det er et bredt område, hvor jeg kommer ud på kontrolbesøg, men også arbejder ved computeren med at forberede og følge op på kontrolbesøgene, fortæller Ricki.

Kontrolenheden, Ricki er ansat i, har et tæt samarbejde med Politiet og med Arbejdstilsynet, som de gennemfører de udgående kontrolaktioner sammen med. Kontrolbesøgene aflægger de på blandt andet byggepladser, restauranter og gartnerier.

 - Det er vores opgave at tjekke, om de udenlandske virksomheder og arbejdere er korrekt registret i Skattestyrelsens systemer, og om fx de udenlandske og danske arbejdsgivere indeholder og angiver korrekt A-skat for deres udenlandske medarbejdere, fortæller Ricki videre.

En meget varierende opgave

I Skattestyrelsen er der ca. 60-70 personer, der arbejder med social dumping, og som tager på jævnlige kontrolbesøg hos virksomheder. Det der fylder mest i deres arbejde, er dog ikke de fysiske besøg, men det arbejde, der følger efter besøgene, hvor der foretages opfølgende kontroller på de uregelmæssigheder, der er fundet ved de fysiske besøg. Det vil sige, at de fx kontrollerer virksomhedernes lønindberetninger og ansættelsesforhold. Det, der bliver kigget efter, er forskellige måder, hvorpå det bliver forsøgt at undgå at betale dansk skat.

- Jeg dækker kun nogle bestemte politikredse på Sjælland, så det er ikke fordi, jeg har en masse rejseaktivitet. Men det, jeg godt kan lide ved jobbet, er variationen og overraskelsesmomentet i det. Nogle gange, når man søger efter noget bestemt, så dukker der pludselig noget andet op, end det man regnede med. Det kan til tider godt være lidt af et detektivarbejde, forklarer Ricki.

Man skal være omstillingsparat

Som kontrolmedarbejder i Skattestyrelsen skal du skal være indstillet på, at du kommer til at arbejde med mange forskellige områder. Det er ikke kun moms og skattepligt, men alt muligt inden for det skattefaglige område.

- Som ny forventes det selvfølgelig ikke, at du ved alting på forhånd. Da jeg startede i jobbet, vidste jeg ikke så meget om skatteområdet, men jeg har rigtig mange dygtige og hjælpsomme kollegaer, som jeg sparrer med. Og der er brug for meget sparring og gode kollegaer - og dem er der heldigvis mange af i Skattestyrelsen, fortæller Ricki.

En god arbejdskultur

- Noget af det, jeg virkelig sætter pris på ved at være ansat i Skattestyrelsen, er, at der er en god balance mellem forventninger og frihed under eget ansvar - og dermed tilrettelæggelse af egne arbejdsopgaver. Der er en god arbejdskultur, hvor man ser på det hele menneske. Jeg har små børn, og derfor er det vigtigt for mig, at jeg også har tid til at være der for dem. Samtidig oplever jeg, at Skattestyrelsen er en stor arbejdsplads, hvor der er rigtig mange muligheder og spændende opgaver, så skulle jeg en dag blive træt af kontrolopgaven, er der mange andre spændende opgaver og udviklingsmuligheder i organisationen - og det ser jeg som en rigtig god ting, afslutter Ricki.