Gå til indhold

Sparring er centralt i ledelsesopgaven

Mathias Frostholm Kristensen er en ud af tre ledere, der i 2021 blev kåret som rollemodel. Her kan du møde Mathias og blive klogere på Skattestyrelsens dygtige ledere.

 

Mathias Frostholm Kristensen er leder af den afdeling, der behandler refusion af udbytteskat. For ham er jobbet meningsfuldt, fordi Mathias selv og hans medarbejdere er dedikerede til at gøre en forskel. Og netop den form for faglig stolthed finder man ifølge Mathias også blandt Skattestyrelsens andre ledere, hvor fællesnævneren er, at de fleste drives af, at vi løser en meningsfuld samfundsopgave. Og så er der fokus på udvikling – både fagligt og menneskeligt.   

Selv er Mathias jurist og har været leder for sin afdeling i halvandet årstid. Og man skal ikke være bange for at gå efter at blive leder, hvis det er det, man drømmer om: 

- Vores organisation er så meget i bevægelse, at der er et væld af muligheder. Derfor er det også oplagt at se Skattestyrelsen som en karrierevej frem for et springbræt til det næste job. At Skattestyrelsen udvikler sig, gør den til et interessant sted at arbejde for både mennesker med høj anciennitet og helt unge nyudklækkede kandidater. 

I Mathias’ enhed på 22 medarbejdere arbejder de selvstændigt med deres egne sager. Men sparring er et centralt element, og det er en helt naturlig del af arbejdsdagen at bruge sine kolleger til konkret at komme videre med en sag eller få inspiration til en løsning. Fordybelse bliver også prioriteret, og der er fokus på trivsel, for når mennesker trives og har det godt, præsterer de, mener Mathias. Det hele hænger sammen, for resultater og høj faglighed er uvurderlige aspekter i forhold til sparring. Og så er vi tilbage ved udgangspunktet.     

Og netop udgangspunktet er for Mathias det store why. Hvorfor gør vi det, vi gør? Hvorfor har vi det fokus, vi har? Hvorfor er det retningen, vi skal mod? Mathias er jurist med stort J, og derfor betyder hvorfor meget. Han tager altid udgangspunkt i fundamentet og bygger ovenpå – og forsøger at sikre sig, at alle i enheden forstår hvorfor. Ingen spørgsmål er dumme – de er udelukkende tegn på ansvarlighed, faglighed, samarbejde og udsyn, der er Skattestyrelsens værdier.  

I 2022 kom Mathias på Berlingskes talent 100-liste.