Det vigtige bindeled

Med sine snart 38 år i Skatteforvaltningen har Annette Holm Asmussen en bred viden om både organisationen og arbejdsopgaverne. Det har hun god gavn af hver dag, når hun briefer kollegerne, koordinerer og samler op på de udgående kontroller af fx chokolade, tobak og alkohol.

Navn: Annette Holm Asmussen
Alder: 55
Ansat: 1984
Uddannelse: Kontorelev, akademiuddannelse og diplom i skat.

Der var engang, hvor Annette ville have været ud og rejse og lægge Danmark bag sig, men så blev hun kontorelev i det, der dengang hed Amtsskatteinspektoratet. Det var i 1984, og siden har hun ikke set sig om efter nyt job. Med sine snart 38 år i Skatteforvaltningen har Annette prøvet lidt af hvert. Men når folk hører, hun har været med så længe, kan de godt finde på at udbryde: Har du haft det samme arbejde i SÅ mange år? 

- Og ja, lyder svaret fra en storsmilende Annette, og fortsætter. Den samme arbejdsgiver, men ikke det samme job.  

I dag sidder Annette som projektkoordinator i en kontrolenhed. Det har hun været i fire år og fungerer som bindeled mellem ledelsen og projektdeltagerne. 

- Projektdeltagere er de kolleger, der tager ud på kontroller i fx kiosker, som ikke får betalt korrekt afgift af varer, som er købt i udlandet, og fra tid til anden på grænsekontrol med kolleger fra Toldstyrelsen. 

Det kan ske, at Annette selv kommer ud på kontrol, men det hører efterhånden til sjældenhederne. Men hun har været derude, før hun blev projektkoordinator. Så hun ved, hvad hun taler om, og hun ved derfor, hvad hun skal lægge vægt på i sin inspiration og motivation hos de projektdeltagere, der skal ud på kontroller. 

- Fordi jeg har været der selv, ved jeg, hvad der skal til, for at gå på kontrol. Ikke to kontroller er ens, og nej - det er ikke alle, der hilser kontrolmedarbejdere velkomne. Derfor skal man kunne bevare roen og ikke lade sig vælte ved modstand. Når det sker, er vi gode til at få talt situationen igennem, så man kan komme godt videre. 

Bringer hver dag sin faglighed i spil 

Og det fungerer godt, for som Annette understreger, er det nogle meget dedikerede kolleger, hun har, der virkelig vil deres arbejde. Der er ingen tvivl om, at Annette er glad for sit job, og nyder at bringe sin faglighed i spil hver dag.  

- Fordi jeg selv har prøvet at være ude på kontroller, er jeg god til at sikre driften og tager med ophøjet ro de mange forskellige opgaver ind, der ofte betyder, at ikke to dage er ens.  

Annette læner sig frem og afslutter. 

- Jeg synes vitterlig, at jeg har det fedeste job i verden. En ting er, at vi i Skattestyrelsen har en meget fleksibel arbejdsplads med masser af mulighed for at udvikle sig både fagligt og personligt, men det betyder alt, at jeg også har verdens bedste kolleger.  

Min arbejdsdag - Kom med Tina på arbejde