Marlene siger det kort og præcist med verdens længste jobopslag

Måske virker Marlenes ansigt bekendt? Det er måske ikke så mærkeligt. Marlene lægger nemlig ansigt til Skattestyrelsens seneste rekrutteringsvideo, hvor hun folder måske verdens længste jobopslag ud - og zoomer ind på alt det med småt. I det daglige er hun kontorchef i Jura, Digitalisering, hvor digitaliseringsklar lovgivning, regelforenkling og compliance er på dagsordenen.

Marlenes opgaveportefølje har på det seneste været lidt ud over det sædvanlige. Udover at være chef for et juridisk kontor, der beskæftiger sig med digitalisering, optræder hun også i en annoncevideo på web og sociale medier. Her fortæller hun om den kompleksitet, faglighed og meningsfulde samfundsopgave, som man kan finde hos Skattestyrelsen.

Fra de små decimaler til de store linjer
- Jeg sagde ja tak til at medvirke i filmen, fordi jeg gerne vil være med til at sætte lyd, ord og billede på Skattestyrelsen. Det er altid både udfordrende og spændende at kunne sætte mange forskellige dele af sin faglighed i spil. Samtidig handler en stor del af mit kontors arbejde også om at skabe relationer til kolleger i resten af styrelsen - det skaber også en stor variation i opgaveløsningen.

Og netop variation i opgaveløsningen var der masser af, da Marlene en dag sidst i august mødte op til filmoptagelser i Aarhus.

- Det var virkelig anderledes og utrolig sjovt at deltage i optagelserne på et rigtigt filmset. Det ligner jo slet ikke min hverdag på kontoret, hvor vi dykker ned i alt det med småt. I stedet fik jeg lov til at tegne de store linjer for Skattestyrelsens rekrutteringskampagne. Det er jeg stolt af at være en del af.

Fællesskab og fælles mål man kan mærke
Også når Marlene fortæller om kulturen i Skattestyrelsen, mærker man både begejstring og dedikation.

- Når vi arbejder sammen på tværs i Skattestyrelsen, er det tydeligt, at vi er her for et fælles mål; nemlig at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter til tiden. Heldigvis er der også plads til et godt grin. Noget der er helt særligt for Skattestyrelsen, er den holdånd og det fællesskab, man mærker, så snart man træder ind ad døren.

Se filmen med Marlene herunder:

Er du også på udkig efter et job, der sætter dedikation og opgaver med mening højt, så se vores ledige stillinger