Momskarruseller

Skattestyrelsens kontrol mod momskarruselsvindel viser en højere og mere stabil træfprocent. I løbet af de seneste fire år har indsatsen medført træf i mere end 8 ud af 10 kontroller.

Hvad er en momskarrusel?

En momskarrusel er kendetegnet ved, at en udenlandsk leverandør sælger en vare eller ydelse til en dansk virksomhed, og hvor det importerende led i kæden af transaktioner ikke angiver og/eller afregner den moms, de skal.

Selvom en momskarrusel primært handler om at undlade at betale moms, kan virksomheder uden at vide af det blive deltager i en momskarrusel.

Se filmen og bliv klogere på hvad en momskarrusel er.

Skattestyrelsens kontrol mod momskarruseller er blevet mere effektiv

Momskarruselsvindel begås af virksomheder, der køber varer eller tjenester momsfrit fra et andet EU-land, men opkræver moms ved videresalg, uden at indberette momsen til Skattestyrelsen.
I løbet af de senere år er Skattestyrelsens sager med momskarruselsvindel blevet mere komplicerede. I takt med denne udvikling har Skattestyrelsen målrettet kontrolindsatsen mod den  organiserede svindel med momskarruseller.

Skattestyrelsen har i perioden fra 2016 til 2020 foretaget knap 2.200 kontroller. Resulaterne fra kontrollerne viser en stigende træfprocent fra 56 pct. i 2016 til 87 pct. i 2020, jf. figur 1.

Figur 1. Antal kontroller og træfprocent, momskarruselsvindel, 2016-2020

Antal kontroller mod momskarruseller er steget fra 261 i 2016 til 466 i 2020
Anm.: Opgørelsesmetoden blev ændret med virkning fra 2019, så anmodninger fra udlandet om at verificere oplysninger ikke længere registreres som en kontrol. Tallene i figuren for årene 2016-2018 er manuelt renset for sådanne anmodninger for at gøre opgørelsen af træfprocenten sammenlignelig og viser således de egentlige kontroller. Kilde: Skattestyrelsen.

2 mia. kr. indhentet

Yderligere har kontrolindsatsen mod momskarruseller i løbet af de seneste fem år resulteret i skatteopkrævninger for ca. 2 mia. kr., jf. figur 2. De samlede skatteopkrævninger i 2020 er lavere end i de forudgående år. Det skyldes primært, at angivelsesfristerne på moms er udskudt til 1. marts 2021 som led i regeringens COVID-19 hjælpepakker til erhvervslivet. Det betyder, at mange kontroller må afvente den nye frist, før eventuelle opkrævninger kan opgøres.

Figur 2. Skatteopkrævninger ved kontrol mod momskarruseller, mio. kr., 2016-2020

Skatteopkrævninger ved kontrol mod momskarruseller har akkumuleret indtægter på 2032 mio. kr. i 2020
Anm.: Udsving mellem årene kan fx skyldes, at en sag først afsluttes det efterfølgende år fra det år, at sagen påbegyndtes. Kilde: Skattestyrelsen.

Udover selve skatteopkrævningerne er kontrollen også med til at forebygge ny momskarruselsvindel. Det sker fx ved inddragelse af eksisterende momsregistreringer og ved at stoppe oprettelse af de virksomheder, hvor der er mistanke om, at virksomheden oprettes alene med henblik på svindel. 

Skattestyrelsens positive resultater på kontrolområdet mod momskarruseller skyldes især, at styrelsens udsøgninger af sager om momskarruselsvindel er blevet mere datadrevne. Specifikt har det bidraget til bedre muligheder for at identificere og kontrollere større sagskomplekser, og dermed givet et stærkere grundlag for større skatteopkrævninger.


Løbende udvikling i momssvindel

Den organiserede momssvindel ændrer sig løbende i takt med udviklingen, fx ændret efterspørgsel af varer og brug af nye digitale løsninger. Skattestyrelsen udvikler løbende sine  kontrolmetoder og arbejder for at være på forkant med nye former for momssvindel. Samtidig arbejdes der med at styrke samarbejdet med de øvrige EU-lande for at begrænse tab af danske momsindtægter og for at bekæmpe momssvindel på EU-plan.

Med den politiske aftale En styrket skattekontrol fra april 2020 blev det aftalt at styrke den generelle kontrolindsats på momsområdet med i alt 90 nye medarbejdere. Det sker som led i regeringens reform af skattekontrollen, hvor der over de kommende år skal ansættes i alt 1.000 nye medarbejdere i Skatteforvaltningen.

Opdateret: Marts 2021